Jeg er frivillig, fordi… min far gik ud og slog sivene ned med le i Sorø Sø, så de første Optimister kunne søsættes ved Sorø Sejlforenings genstart i 1969. Jeg blev som 8-årig sejler, fordi han og ikke mindst andre stærke ildsjæle på få år genskabte et klubliv, der stadig lever. Dybt nede er det grunden til, at jeg gennem årene har prioriteret at bruge så mange resurser på det samme; nemlig at sikre, at der er et godt og stærkt klubliv, lokalt og nationalt, i dag og i fremtiden.
De fleste tror altid… at jeg sejler meget – særligt dem, der ikke selv sejler.
Men jeg vil gerne sige… at jeg gennem årene nok har brugt næsten lige så mange dage på møder om sejlsport, stævner og sommerlejre, som på vandet i en sejlbåd.
Der er få der ved det… men de klare, mørke vinternætter bruger jeg i mit observatorie i baghaven, hvor jeg kigger på fjerne galakser og stjernehobe.
Jeg har først for nyligt opdaget… at det er superfedt at kitesurfe (startede for 3 år siden).
Det bedste ved surf og sejlads er… at de supplerer hinanden. Surf er høj fart og action i kort tid på én lokation, mens tursejlads er fordybelse i at bevæge sig fra et sted til et andet ved vindens kraft over lang tid.
Ombord kan jeg ikke undvære… at sætte flaget. For det er flot, at vi i Danmark har ret til at føre det flotte orlovsrøde splitflag på vores lystbåde.
Jeg drømmer om… at sejle langt. Det har jeg drømt om lige siden, jeg læste Kløvedals ’Kærligheden, kildevandet og det blå ocean’ som 15-årig og håber stadig, det kommer en dag. Men jeg er egentlig ganske tilfreds med en aftentur på fjorden, så hvis det ikke opnås i dette liv, er der så mange andre gode oplevelser, sejlerlivet har givet mig.
Min klub er… i en spændende udvikling. I de kommende år vil roklub, sejlklub, søspejdere og ungdomsskolens maritime aktiviteter flytte sammen i et fælles hus. Sammen med udviklingen af selve havnen til en mere bæredygtig havn vil det skabe grundlaget for, at det maritime foreningsliv i Frederikssund kan udvikle sig i mange år fremad.
Det vigtigste for sejlsportens udvikling er… sejlerglæden, for den smitter! Det er sejlerglæden, der giver energi til at engagere sig og dermed skabe mere sejlerglæde til flere.
|